Roskilde-dreng skifter til belgiske storklub
Nyhed fra FC Roskilde:
FC Roskilde sælger Mads Skøtt til den belgiske topklub Royale Union Saint-Gilloise. Klubberne er blevet enige om en transfer, der sender 20-årige Skøtt til Belgien med øjeblikkelig virkning.
Mads Skøtt har fået sin fodboldopdragelse hos Roskilde Boldklub Talent, og har siden debuten for FC Roskilde i 2022 spillet 73 kampe i den lyseblå trøje.
“Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for alle de gode år jeg har haft i klubben, siden jeg startede på U13-holdet. FC Roskilde har været en kæmpe del af mit liv de sidste 8 år, som startede med ungdommen og senere på førsteholdet. Jeg vil for altid have klubben med mig, og skylde den meget. Roskilde vil altid være en stor del af mig og min udvikling. Jeg har følt, at det var tid til at tage næste skridt i min karriere, og nu kom der en rigtig spændende mulighed, hvor FC Roskilde samtidig får noget ud af det - så den har vi sammen grebet. Jeg vil også sige tak til mine holdkammerater og trænere. Det har altid været en fornøjelse at møde ind til en godt omklædningsrum med mange gode mennesker. På gensyn - tak for støtten til alle fans og mennesker omkring FC Roskilde,” lyder det fra Mads Skøtt.
“Det er både med glæde og stolthed, at vi siger farvel til Mads - en af vores egne, der er blevet udviklet i moderklubben, inden vi tog ham op på førsteholdet allerede som U17-spiller. Jeg husker tydeligt hans første træning, hvor han på trods af højde og kilo, fløj ind i alle duellerne - siden dengang har han ikke set sig tilbage, men bare fyldt på. I oprykningssæsonen var han dominerende på midtbanen i dueller og løbemeter, og så har han stille og roligt bygget på med overblik, godt spil og et par scoringer. Desværre røg Mads ind i en slem skade lige efter oprykningen, og jeg er sikker på, at han var blevet solgt tidligere, hvis ikke han var blevet skadet. Der er kun én Mads Skøtt, og han vil blive ekstremt savnet i FC Roskilde - både på og uden for banen. Heldigvis har vi vist rettidig omhu og hentet både Bjarni og Harald ind, der kan dække samme positioner som Mads. Jeg ønsker ham kæmpe held og lykke i Belgien,” udtaler sportschef Anders Theil.
Alle i FC Roskilde og i RB1906 ønsker Mads held og lykke i fremtiden.